Genbrug regnvand (LUR)

Genbrug regnvand (LUR) - dimensionering og rådgivning

Lokal Udnyttelse af Regnvand (LUR) er en fælles betegnelse for at regnvand anvendes og bruges til forskellige formål i stedet for rent drikkevand. Regnvand udnyttes primært til toiletskyl, tøjvask, havevanding og bilvask.  Regnvand er meget velegnet til at vande blomster, buske og krukker i haven og potteplanter indendørs. Regnvand indeholder typisk mindre kalk end vand fra hanen, hvilket er en fordel for mange af havens planter. Af same grund slipper du også for kalkrander på potteplanternes blade og på urtepotterne, når du vander med regnvand.

Tilsvarende behøver du ikke at bruge rent drikkevand fra vandhanen til eksempelvis toiletskylning, tøjvask, og bilvask. Ved at opsamle regnvand i underjordiske regnvandstanke kan regnvandet genbruges. Det er ofte en bæredygtig måde at udnytte vores ressourcer i stedet for blot at aflede regnvandet direkte til kloakken, hvor der endog nogle steder vil skulle bruges ressourcer på at rense det rene regnvand på et rensningsanlæg (fordi det opblandes med spildevand i kloakrørene).

Ifølge By- og Boligministeriet, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen er der ikke en nævneværdig sundhedsmæssig risiko ved anvendelse af opsamlet regnvand til hverken toiletskyl eller tøjvask. Hvis du vil bruge regnvand til toiletskylning og tøjvask, har du ud over selve regnvandsopsamlingen brug for et filter- og pumpeanlæg, strøm, vandmåler og en teknisk tilkobling af anlægget. Alle installationer skal overholde, normer og standarder for installationer til vand samt tilsluttes af autoriserede fagfolk. Hele anlægget skal overholde gældende reglementer og anvisninger.

Hvis det er tørt i længere perioder, kan der være behov for at kunne fylde tanken efter med drikkevand. Det er dog ikke tilladt at have en direkte forbindelse mellem regnvandssystemet og drikkevandssystemet.

For at sikre, at der ikke er en direkte forbindelse, kan man have en vandhane som ender over en tragt, der leder vandet til regnvandsbeholderen. Der skal være min. 2 cm mellem tragtens ende og den højeste vandstand i tanken. Man kan også etablere et system med en påfyldningscisterne, som automatisk starter, når anlægget er ved at være tømt.

Toiletskyl

I private boliger er det tilladt at installere et regnvandsanlæg, og dermed få mulighed for at anvende regnvand til toiletskyl og tøjvask, uden at søge myndighederne om lov. Det betinger, at du opfylder kravene i bl.a. bygningsreglementet og at tilslutning af installationer sker ved en autoriseret VVS-installatør. Din lokale vandforsyning skal typisk også informeres via en anmeldelse.

Ved nybyggeri og etageejendomme, skal du søge om tilladelse hos kommunen, før du kan installere et regnvandsanlæg.

Du kan kontakte os for hjælp og vi sikrer et overblik og de nødvendige tilladelser, ideer til tekniske løsninger og indhentning af tilbud ved installatører. Vi sikrer at arbejder udføres i henhold til gældende krav som bygningsreglementet og Rørcenters-anvisninger.

Statistisk bruger en typisk familie med to voksne og to børn årligt 21.000 liter drikkevand til toiletskyl. At bruge regnvand til toiletskyl opfattes af mange som en sund fornuft, og en lavpraktisk måde at tag hensyn til klimaet i sin hverdag.

Tøjvask

En familie med to voksne og to børn bruger typisk 18.000 liter drikkevand om året til tøjvask. Ved brug af regnvand i vaskemaskinen vil du langt de fleste steder i landet opleve at vandet er blødere (lavere indhold af kalk). kan der Det er godt for vaskemaskinens levetid og for hvor stift tøjet føles efter vask. Erfaringsmæssigt kan der desuden spares på vaskemidlet, når regnvand benyttes til tøjvask.  Det er kun autoriserede VVS-installatører, der må lave arbejdet, når det drejer sig om vandinstallationer i bygninger, ligesom det er en autoriseret kloakmester, der skal udføre eventuelt afløbsarbejde i jorden. Vi rådgiver gerne om udformning af løsning og hjælp til kontakt til entreprenør og/eller VVS-installatør.

Bilvask

Regnvand kan uden problemer bruges til at vaske bil i. Udover at du sparer vand slipper du også for kalkstriber på bilen. Du kan etablere et avanceret anlæg med pumpe, så det kan pumpes ind i huset, men også bruges i haven og til bilvask eller du kan vælge en simpel løsning med opsamling af regnvand fra en enkelt tagrende til brug i haven og ved bilvask.

Køkkenhaven

I køkkenhaven kan du ifølge Sundhedsstyrelsen roligt bruge regnvand til grøntsager, som skal koges, før du spiser dem. Og du kan også sagtens bruge regnvand til tomat- og agurkeplanterne i drivhuset, hvis planterne suger vandet op nedefra, uden at regnvandet kommer i direkte kontakt med grøntsagerne. Ved vanding af jordbær, salat og andre bladgrøntsager, som spises rå, bør du være forsigtig og opmærksom på risikoen for indhold af bakterier i regnvandet.

ADVARSEL: Brug ikke regnvand til:

  • Som drikkevand, da det kan være forurenet med fx skidt, fugleklatter og lign. fra taget.
  • Badning og soppebassiner. Af samme grund som ovenfor bør du heller ikke bruge regnvand til badning, især ikke af småbørn, som kan komme til at sluge det. Du bør heller ikke bruge regnvand i børnenes soppebassin.

Du skal også være særligt opmærksom på at nogle byggematerialer kan smitte af på regnvandet og dermed tilføre problematiske stoffer til dit regnvand. Vi kan tage vandprøver til analyse så du ved om der er afsmitning af kritiske stoffer fra dit tag eller tagrender. Særligt skal du være opmærksom på følgende typer af byggematerialer:

  • Zink og kobbertage: Hvis dit hus har tag af zink eller kobber, bør du ikke genbruge vandet til køkkenhaven, da koncentrationen af zink og kobber i vandet ofte vil være højere end de tilladte grænseværdier. Især vand fra kobbertage er ikke tilrådeligt at anvende – det samme gælder, hvis du har tagrender og nedløbsrør af kobber.
  • Asbestholdigt eternittag: Hvis dit hus har et gammelt eternittag fra før 1988, kan der være asbest i tagpladerne. Du bør ikke opsamle regnvand fra eternittage, hvis tagpladerne er ved at være udtjente, dvs. er begyndt at forvitre. Bemærk, at asbest ikke er giftigt, men ved indånding af fibrene kan det give asbestose.
  • Tagpaptag: Ved både gamle og nye tagpaptage frarådes generelt en opsamling og genanvendelse af regnvand grundet afsmitning og udvaskning af miljøfremmede stoffer.
  • Blyinddækninger på taget: Blyinddækninger omkring tagvinduer, skorstene og lign. på ældre tage kan afgive små mængder bly til regnvandet. Bly er et sundhedsskadeligt tungmetal, men også her er mængderne så små, at regnvandet kan bruges i køkkenhaven. Fra 2002 blev det forbudt at lave blyinddækninger på nye huse. Læs mere om miljøscreening af bygningsmaterialer her.
  • Vand fra veje og parkeringsarealer bør genbruges med omtanke, da det kan være forurenet af bilernes udstødning, olietab og rester fra bildæk, asfalt og lign.

Sjælland


Mette Kajhøj
Afdelingsleder, ingeniør
+45 40 76 04 24
E-mail

Jylland og Fyn


Henrik Krogh
Ingeniør
+45 25 50 55 35
E-mail