Naborøg kan være tobaksrøg, der spreder sig fra lejlighed til lejlighed. Luft forurenet med tobaksrøg kan være til stor gene i eksempelvis lejligheder. Ifølge Kræftens Bekæmpelse viser nye tal, at 23 % af de danskere, der bor i lejlighed eller andet flerfamilieshus, er udsat for naborøg – 10% er udsat dagligt eller ugentligt.

Passiv rygning er klassificeret i samme gruppe som asbest af WHO’s kræftforskningscenter. Børn er særlig sårbare over for passiv rygning, fordi deres krop ikke er færdigudviklet, og fordi de tilbringer mange timer indendørs.

Tobaksrøg kan imprægnere inventar som over tid kan frigives tilbage til indeluften – det kaldes 3. håndsrygning.

I videnskabelige forsøg kan man måle på tobaksrøg, men målingerne er komplicerede og egner sig derfor ikke umiddelbart til private hjem. En nem og praktisk løsning er at stole på sin lugtesans, da næsen er et simpelt, men udmærket måleinstrument. Det er dog vanskeligt, at dokumentere indtryk fra lugtesansen.

DMR kan tilbyde rådgivning og måletekniske undersøgelser ved anvendelse af eksempelvis ”elektroniske sniffere” til påvisning af en påvirkning fra opgange o.lign. Sammenholdt med relevante logbogs registreringer kan en indeklimapåvirkning i højere grad dokumenteres.