I forbindelse med arealudstykninger for kommuner og privatpersoner anbefaler vi, at geotekniske undersøgelser af arealerne udføres på så tidligt et stadie af byggeprocessen som muligt.

DMR Geoteknik ønsker at give kunderne mest muligt værdi for pengene, hvorfor vi hele tiden forsøger at gå forrest, når det gælder at optimere undersøgelserne, så slutproduktet, som kunden modtager, har både et højt teknisk niveau og detaljeringsmæssigt er tilstrækkeligt til at opfylde formålet.

Afhængigt af størrelsen på udstykningen og fremkommeligheden på arealet kan det være relevant at den geotekniske undersøgelse indledes med en geofysisk undersøgelse.

Ved at få et kombineret geoteknisk og geofysisk overblik over arealet, kan man på et tidligt stadie danne sig et økonomisk overblik over de forventede omkostninger til jordarbejdet, ligesom man kan udbyde udstykningerne med stor sikkerhed omkring jordbundsforhold og dermed også funderingsforhold.

Vi har på baggrund af ovennævnte opbygget en model bestående af fire faser, som kan være med til at optimere et projekt (inddelingen er baseret på større udstykninger og vil blive tilpasset den konkrete sag). De fire faser er:

  • Fase 1: Inspektion af arealet, der planlægges udstykket. Inspektionen sammenholdes med geologiske basisdatakort, historiske kort, luftfoto og karteringskort, hvorefter der kan blive udarbejdet en overordnet beskrivelse af hvilke problemstillinger, der forventes at kunne opstå i området, som kan have betydning for det konkrete projekt.
  • Fase 2: En geofysisk undersøgelse af området, som efterfølgende udbygges med enkelte strategisk placerede geotekniske boringer til at verificere resultatet af den geofysiske undersøgelse. Formålet med denne fase er at opnå et mere detaljeret billede af områdets egnethed for bygninger, veje/anlæg/forsyning samt LAR (Lokal Afledning af Regnvand). Den kombinerede geofysiske og geotekniske undersøgelse giver således et overblik over, hvad jordbunden er egnet til, hvor der kan foregå nedsivning samt hvilke områder, der eventuelt bør udlægges til grønne arealer.
  • Fase 3: Der gennemføres geotekniske projekt- og parameterundersøgelser for de konkrete bygge- og anlægsprojekter, når disse foreligger. De projektspecifikke undersøgelser udføres, så byggeriet kan blive designet af den projekterende rådgiver. I fase 3 udarbejdes der detaljerede geotekniske rapporter, som beskriver de konkrete funderingsmæssige problemstillinger.
  • Fase 4: Dette er udførelsesfasen, hvor der udføres kontrolundersøgelser i forbindelse med byggeriets opføring.

De ovennævnte faser udføres alle i tæt samarbejde med bygherren, og på baggrund af de løbende vurderinger af resultaterne, kan efterfølgende faser tilrettelægges og evt. kombineres på en måde, hvorved projektet og tidsplanen kan optimeres.

Kontakt DMR for rådgivning og konkrete tilbud.