Arbejder I med farlige stoffer og materialer, skal I sikre jer, at I har sikkerhedsdatablade på produkterne. Et sikkerhedsdatablad skal være på dansk og udarbejdes af leverandøren af produktet. Bladet skal indeholde 16 foruddefinerede punkter, der bl.a. beskriver farer ved produktet, forholdsregler ved brand, førstehjælp, krav til personlige værnemidler, fysiske-kemiske egenskaber og transportoplysninger.

Medarbejderne i virksomheden skal have let adgang til sikkerhedsdatabladene for de stoffer og materialer, de bruger.

Kemisk APV

Når man arbejder med farlige stoffer og materialer, eller der er risiko for at blive eksponeret herfor, er der krav til, at den almindelige arbejdspladsvurdering (APV) udbygges med en risikovurdering – en kemisk APV. Dette gælder også, hvis man udsættes for farlige stoffer og materialer i forbindelse med reparations- eller vedligeholdelsesarbejder.

Risikovurderingen skal indeholde en liste over alle farlige stoffer og materialer, der forekommer på arbejdspladsen med henvisning til relevante sikkerhedsdatablade.

I den kemiske APV skal bl.a. stoffets eller materialets farlige egenskaber, udsættelsesgraden i forhold til de ansatte og virkningen af de forebyggende foranstaltninger, der er foretaget, vurderes. Risikovurderingen danner grundlaget for arbejdsgiverens og arbejdsmiljøorganisationens planlægning af, hvordan arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Det er ikke nødvendigt at gennemføre den særlige risikovurdering, hvis arten og omfanget af påvirkningerne fra stoffer og materialer vurderes at være ubetydelige, og det derfor er unødvendigt at lave forebyggende foranstaltninger.

Risikovurderingen skal revideres mindst hvert 3. år, eller såfremt der sker væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter eller i andre forhold, der har betydning for vurderingen.

Den kemiske APV er den skriftlige del, der sammen med sikkerhedsdatabladene kan give et overblik over de anvendte stoffer og produkter. Samtidig skal ansatte instrueres i brugen af farlige kemikalier, deres grænseværdier og nødvendige forholdsregler.

Vi hjælper med at lave jeres kemiske APV

DMR Arbejdsmiljø tilbyder at hjælpe med at fremskaffe leverandørens sikkerhedsdatablade og udarbejde det lovpligtige skriftlige materiale og evt. udføre instruktionen.

Vi rådgiver endvidere om de nødvendige forholdsregler ved brug af de farlige stoffer og materialer, personlige værnemidler, substitution mv.

Hos DMR er kunden altid i centrum, og vi yder rådgivning i et tæt samarbejde med kunden og målretter altid rådgivning og løsningsforslag i forhold til kundens aktuelle forventninger, formål og krav.

Kontakt DMR for rådgivning og tilbud på konkrete opgaver.